Skoleklasse besøgte Nysted Bådelaug i emneugen i oktober:
Der blev sat fokus på historie og fortalt om fiskeri og sælfangst
Af Richard Jensen
Jeg må indrømme, at være skolelærer må være det fag jeg mindst ville ønske mig som profession, - men at prøve det, heldigvis kun et par timer, var virkeligt sjovt og berigende.
At blive invaderet af 50 elever fra Nysted Skole var virkelig chokerende, syntes vi begge, Ole Wiberg og jeg. Vi havde på forhånd talt om, hvordan man kunne få en forsamlig af skoleelever til at tie stille, så vi kunne få ro til at fortælle om Nysteds historie og om sælfangst og fiskeriet omkring Nysted.
Overraskelsen var stor, da læreren rakte armen i vejret, og der blev på et øjeblik ro blandt eleverne. En sten faldt fra vores hjerter, - var det virkeligt så nemt! - Det må vi prøve på hjemmefronten overfor konerne, men jeg tror nu, at det kun virker på børn.
Ole Wiberg fortalte om havnens historie, barkkedlen og om skibsbygmester Frederik Rudolf Sparre. Han fortalte om sømærket og dets betydning.
En gribende fortælling, fortalt til børn som et eventyr, og børnene sad yderst på stolene med store øjne og lyttelapperne ude.
Jeg selv fortalte om fiskeriet på godt og ondt. Landts salte- og røgehus og om sælfangsten ved Rødsand, der sluttede for over 50 år siden, under stadig ro og orden.
Spørgelysten var stor fra de opmærksomme elever. Hvor mange fisk kunne man lande på en god dag? Ah...! Jeg som fritidsfisker ville helst undgå dette spørgsmål, - men det blev besvaret til alles tilfredshed.
Ole og jeg havde en sjov formiddag. - Det gik ikke så galt, som vi havde forventet, men næste gang de spørger fra skolen, vil vi naturligvis gerne stå til rådighed igen.